Outfit of the day

STARTEN

img_9951VALG AF EFTERSKOLE

Der er ikke så meget andet at sige, end at du skal vælge den efterskole, du føler dig mest hjemme på. Du kan mærke det med det samme, og det er så vigtigt, at det er den rigtige, så lyt til din mavefornemmelse.

FORBEREDELSER

Der er ikke rigtig nogen god eller dårlig måde at forberede sig på et efterskoleophold på. Alle er nervøse, tænker en million tanker og har en masse forventninger. Men pas på med at forvente alt for meget! Så kan man ikke blive positivt overrasket. Vores årgang arrangerede nogle “meetups” i løbet af sommerferien og nogle af kontaktgrupperne holdt også fester osv, hvilket var rigtig hyggeligt, men det er ikke “nødvendigt” for et godt år.

HUSK:

  • Hav en positiv indstilling fra start af
  • Pak fordommene væk og vær åben
  • Snak med så mange som overhovedet muligt i starten
  • Vær interesseret når du snakker med folk, og vær klar på også at give noget af dig selv

DE FØRSTE PAR UGER

Vi havde fået besked på, at vi ikke måtte tage vores mobil (eller andet teknologi der kunne kommunikere med andre) med i de første to uger, så det var der mange, der havde det svært med. Det endte med, at folk faktisk blev glade for ikke at have deres mobil, og det betød ikke særlig meget om man havde den eller ej. Det var virkelig rart, og så koncentrerede vi os mere om de mennesker, vi skulle lære at kende. Hvis den efterskole, du skal gå på, ikke har samme regler, synes vi, at du skal prøve at lægge mobilen lidt fra dig i de første par uger. Det har virkelig en stor betydning.

I den første uge, er der virkelig mange indtryk og ting, man skal tage stilling til, så forbered dig på det. Jeg kan huske, at jeg blev meget i tvivl om, om efterskole nu også var det rigtige for mig, men det er helt normalt. Det hele er så nyt og der er, som sagt, så mange ting man skal tage stilling til.

KONTAKTGRUPPER

I starten er der virkelig rart at have sin kontaktgruppe som en slags “familie”. Det er dem, man spiser med, holder møder med, bor sammen med osv. I starten var jeg næsten kun sammen med min kontaktgruppe og vi blev hurtigt meget tætte. Det var rart at have dem, men det er ikke ensbetydende med, at det kun er dem man kommer til at være sammen med resten af året. Da der var gået et par uger, gjorde Lærerne også meget for at vi skulle komme rundt og snakke med så mange som overhovedet muligt. Når du får den chance, tag den og husk at vær åben overfor alt og alle.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Outfit of the day